DAMPSPÆRRENS ANVENDELSE OG HOLDBARHED – KONSEKVENSER I BYGNINGER

Tid:  26. september 2017, kl. 16:00 – 18:00
Sted: MULTIHUSET ØSTERLARS, STAVSDALVEJ 30, ØSTERLARS, 3760 GUDHJEM

Svigt i dampspærre, eller/og det lufttætte lag ved større isoleringstykkelser kan forårsage alvorlige angreb af svamp og råd. Blowerdoortest dokumenterer tætheden i nye bygninger –men holder denne tæthed over tid? Forskellige fagfolk vil give deres bud på årsager til svigt samt bygbare og holdbare alternative løsninger.

Siden 2006 har bygningsreglementet stillet krav til nye bygningers lufttæthed.  Der er ligeledes en række krav i kapitel 4.5 ”Fugt og holdbarhed”. Alligevel skyldes hovedparten af alle bygge og forsikringsskader fugt, ifølge Byggeskadefonden. Men hvilke forhold er det, som egentlig har den afgørende indvirkning?

“Hver bolig i en rækkehusbebyggelse renoveres for 500.000 kr. pga. utæt dampspærre efter 8 år…”

I dette arrangement ses nærmere på ”dampspærrens” anvendelse og holdbarhed. Vi vil gennem oplæg og diskussion forsøge at afdække hvilke områder der skal prioriteres, undersøges og opgraderes for at opnå fugtsikre løsninger.

Først en kort opsummering af teori og lovgivning. Samt praktiske erfaringer fra byggeriet, hvor tit går det galt – og hvad kan konsekvensen være for byggeriet.

I flere byggerier er der konstateret alvorlige problemer med dampspærre af plast– hvordan kan det opdages i byggeriet, om dampspærren er forvitret? Hvordan kan vi undgå brug af produkter med lav holdbarhed –og hvordan udbedres skader?

Der vil blive delt erfaringer omkring konkrete løsningers opnåede tæthed, holdbarhed og bygbarhed.

Der er tale om hhv.: anvendelse af dampspærre, dampbremse og pladeløsninger.

 

Program

 

Intro og velkomst

20 minutter med Morten Mathiasen, Afdelingschef, Byggesagkyndig.nu.

Kort opsummering af teori og lovgivning. Praktiske erfaringer fra byggeriet, hvor tit går det galt – og hvad kan konsekvensen være for byggeriet

10 minutter med Morten Kudahl, Partner og produktchef, Byg, hos Betapack.

Viden om dampspærre i genbrugsplast – hvordan kan det opdages i byggeriet, om dampspærren er forvitret? Hvordan kan vi undgå brug af produkter med lav holdbarhed –og hvordan udbedres skader?

30 minutter med Johnny Lundgren, Roskilde Tekniske Skole.

Anvendelse af dampspærre, dampbremse og plader – med hovedvægt på de to førstnævnte. Detaljeløsninger og erfaringer fra undervisningsforløb på skolen.

10 min pause med sandwich vand/øl

Præsentation af tre typiske løsninger i let byggeri, herunder erfaringer med den opnåede tæthed, holdbarhed og bygbarhed samt prisindikation på materialeforbrug og medgået arbejdstid.

15 minutter med Mikkel Enghøst, Bornholms Energitjeneste, Bygherre.

Erfaringer med anvendelse af plademateriale som dampbremse i konstruktion efter 7 års brug. Pladeløsninger anvendes særligt i forbindelse med organiske isoleringsmaterialer.

5 minutter med Caroline White, Ingeniør

Præsentation af fugttekniske målinger udført i samarbejde med Teknologisk Institut af byggeri med pladeløsninger – kort opsummering.

20-25 min afrunding og debat om fordele og ulemper ved de enkelte løsninger.

Før og efter arrangementet, vil der for interesserede være mulighed for, at se Danmarks eneste showroom for bæredygtige byggematerialer “Det Grønne Pakhus”, som er flyttet i nye lokaler i Multihuset Østerlars. Dørene hertil vil være åbne fra kl. 15.00. Link: www.detgronnepakhus.dk/

Hvis det har interesse, afholder der i de følgende to dage konference om “Active Houses” på Bornholm: ActiveHouse Symposium i Green Solutions House i Rønne den 27.-28. september (http://www.activehouse.info/symposium/).